Hennes avhandling höjdes till skyarna men snart skulle hon befinna sig i stormens öga. Stidsen skriver i denna sommarkrönika om hur hon för sin kritik av metoo tvingades lämna en forskartjänst vid Köpenhamns universitet. Sverige har, menar hon, kommit längre än Danmark i fråga om att uppmärksamma woke-kulturens negativa effekter på den akademiska friheten. Krönikan publiceras här i danskt original.
Når woke-revolutionen engang – forhåbentlig snart – er slået helt tilbage, vil der givetvis være behov for at skrive en art ”Wokeismens sorte bog”. Svarende til de sorte bøger, der blev lavet om henholdsvis nazismen og kommunismen for nogle år siden. Det vil sige en redegørelse for alle de skændsler og svinestreger, der er fulgt i kølvandet på vor tids mest storstilede forsøg på brutal omkalfatring af det bestående fra grunden af under slagordet: woke.
Selvom de selvfølgelig på ingen måde kan sammenlignes med ugerningerne begået i Sovjetunionen og Hitler-Tyskland, så fortjener de ikke desto mindre at blive ført til protokols hver og en. For de har haft en nok så ødelæggende effekt på både mennesker og institutioner.
Det gælder ikke mindst de ugerninger, revolutionen har på samvittigheden inden for akademia.
Et tiårs-jubilæum
Selv tog jeg hul på et sådant bogføringsprojekt, da jeg i foråret satte mig for at markere tiåret for forsvaret af min doktordisputats på Københavns Universitet. Efter at være blevet presset ud af selvsamme institution af de woke. I kraft af min fortsatte emeritus-tilknytning, og i kraft af den såkaldte jus docendi-bestemmelse, havde jeg ret til at booke et auditorium for at afholde et symposium i anledning af jubilæet. En ret, som stort set ikke bliver benyttet mere, men som jeg ikke tøvede med at benytte mig af.
Da jeg mener, initiativet kan tjene som inspiration for den gennemgribende afdækning af wokeismens uhyrligheder, som må og skal foretages, vil jeg her genfortælle historien om, hvad der skete, dengang jeg blev presset til at forlade min forskerstilling på universitetet pga. anklager om videnskabelig uredelighed – anklager, der senere blev manet fuldstændig i jorden, uden at jeg af den grund fik mit job tilbage. Og hvordan jeg en årrække senere, bistået af det danske medie Kontrast, så valgte at tage til genmæle ved at arrangere et symposium selvsamme sted for at markere, at den afhandling og den forsker, man i sin tid havde forsøgt at mobbe ud, cancellere, som det hedder, altså stadig fandtes.
Ovenikøbet havde hun til hensigt at bestige talerstolen på sin gamle arbejdsplads for at minde den om, hvilken udåd den havde begået i den neomarxistiske woke-revolutions navn. Og minde den om, at også nutidens frihedskæmpere og modstandsfolk har til hensigt at slås til sidste dråbe for at vinde universitetet tilbage på frihedens og demokratiets hænder, hvor det rettelig hører hjemme. Heraf også overskriften på symposiet: ”Humaniora forfra?”
Inden verden gik grassat
Jeg forsvarede min afhandling Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig lige før verden gik grassat i neomarxistisk revolutionsromantik. Havde jeg indleveret afhandlingen blot kort tid efter, er jeg temmelig sikker på, den aldrig ville være sluppet gennem nåleøjet.
Hvorfor? Jo, slet og ret fordi den bygger på noget så ”konservativt” som god gammeldags videnskabstradition. Det er tilsyneladende ikke længere gangbar valuta på universiteterne. Som udviklingen siden med al tydelighed har vidnet om.
Selve modtagelsen af afhandlingen i 2015 og 2016 var uovertruffen. Om det så var helt ovre på universitetet i Sankt Petersborg i Rusland, ville de gerne høre mig tale om den. Det blev til en rejse, jeg sent glemmer. En af mine yngre venner var med, og ud over universitetet fik vi både set Vinterpaladset og trasket i Dostojevskijs fodspor.
Om morgenen gik jeg på nogle alenlange enevandringer gennem det stivfrosne landskab ned til en sø, hvor der lå et militæranlæg med en stor faldefærdig mur rundt om. Som en slags forvarsel om senere usikre tider, var der på fæstningsmuren med kæmpe bogstaver skrevet de underligt profetiske ord: Attention! Crashing Walls! Accept the dangeour! Enjoy!
Wokemuren
I løbet af 2018 og 2019 ramte vi så for alvor wokemuren – også i Danmark.
For mit eget vedkommende førte det i første omgang til, at jeg blev ekstremt ugleset i det litterære og kulturelle miljø, som er dér hvor revolutionære bevægelser vanen tro først sætter sig igennem. I foråret 2020 blev jeg ligefrem bedt om at forføje mig fra Det Danske Akademi, som jeg havde været medlem af siden 2014. Alene fordi jeg havde tilladt mig at kritisere wokebevægelsen og dens neglelakrøde spydspids Metoo.
Ganske vist havde de fleste medlemmer af Akademiet indtil kort forinden været lige så skeptiske som jeg over for disse nye venstreradikale bevægelser. Men da vinden begyndte at blæse massivt den anden vej, svajede de ubønhørligt med. Det gjaldt bl.a. forfatteren Suzanne Brøgger, som ellers både havde deltaget i mit disputatsforsvar – iført exorbitant pels – og senere også bidrog velvilligt til den antologi, der blev udgivet i kølvandet på min afhandling.
I anden ombæring førte wokerevolutionen til, at man satte alle sejl til for at fratage mig min doktorgrad – ja, helst også min stilling som lektor ved universitetet. Atter var det nogle af de samme personer, som tidligere havde støttet op både om mig og om den klassiske humanistiske og kulturelle tradition, der førte an i angrebet.
Det gjaldt først og fremmest litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet, som i øvrigt også var blandt de seks, der året før havde underskrevet en erklæring om, at jeg burde trække mig fra Det Danske Akademi pga. min wokekritik. Og som endda selv havde siddet i mit doktorbedømmelsesudvalg.
På forsiden af Information
Jeg har tidligere i en artikelserie i tidsskriftet Critique beskrevet, hvordan dette angreb forløb i alle detaljer. Fra jeg vågnede op en morgen til en forside på Dagbladet Information – som min argeste opponent Tue Andersen Nexø også var tilknyttet – hvor det blev ”afsløret”, at jeg angiveligt skulle have begået plagiat og mangelfuld kreditering af kilder i en af mine debatbøger, til Anne-Marie Mai inden der var gået et døgn havde indgivet en anmeldelse mod mig til dekanen for Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet for muligvis at have plagieret i min doktorafhandling.
En anmeldelse, der – i fald den havde noget på sig – ville have ført til anklager for videnskabelig uredelighed, og i sidste ende til at jeg blev frataget min grad, det der også hedder en ”akademisk dødsdom”.
Nuvel: forehavendet lykkedes ikke. Efter et års kulegravning af afhandlingen hos Praksisudvalget ved Københavns Universitet står den stadig den dag i dag sikkert på benene. Kort sagt: Jeg blev frikendt og renset for samtlige anklager.
Inden da havde jeg dog nået at sige min lektorstilling på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab op, eftersom jeg på det personlige plan ikke magtede at skulle gå ud dag ud og dag ind og undervise studerende – studerende der vel at mærke altid havde været meget glade for mig – med et stempel i panden, hvor der stod: ”potentiel forbryder”.
Sådan som der behørigt var lagt op til i bl.a. Uniavisen, der lige som Information er blevet ikke alene en venstresnoet, men en decideret totalitært orienteret wokepropagandamaskine i løbet af de seneste år.
Senere fik det nye udemokratiske wokevåben også et uskønt navn: Cancel Culture.
Men mens konsekvenserne for mig og andre, som lignende ting er gået ud over, har været nærmest uoverskuelige, har det øjensynlig ingen konsekvenser for dem, der har begået den slags. Indtil videre må vi hellere sige. For det kan jo stadig nå at ændre sig.
Cancellér cancelleringen!
Fem år efter frikendelsen besluttede jeg da at bruge tiårsjubilæet som afsæt for at indlede en samtale om humaniora og universitetet bredere set. På selve den arbejdsplads, hvor jeg personligt var blevet ramt af woke-kulturens aflysning af den akademiske frihed.
”Når jubilæet”, skrev jeg i Kontrast, ”synes at være en perfekt anledning til at skyde en sådan samtale om humaniora – og universitetet bredere set – i gang, er det ikke blot et spørgsmål om personlig ærekærhed og forfængelighed. Det er først og fremmest, fordi min afhandling og dens mærkelige skæbne mere eller mindre frivilligt er blevet en slags symbol på wokeismens indtog, sejr og gradvise tilbagetrængning i Danmark.
Afhandlingens skæbne er således på en måde en seismograf til aflæsning af dette ånds- og kulturhistoriske jordskælv par excellence. Alene af dén grund, synes jeg, er den et genbesøg værd.”
Som jeg tilføjede under selve symposiet – som heldigvis var vellykket og forløb i god ro og orden – så er de fælles institutioner jo noget, vi alle betaler til, og derfor alle har lige meget ret til at frekventere. Ganske vist føler ”wokefolket”, at de ejer vores institutioner i dag. Det gælder nok så meget en institution som universitetet.
Men det er ikke tilfældet. Så enten gør de fælles institutioner plads til os allesammen og besinder sig på deres faglige opgaver. Og det er og bliver ledernes opgave at sørge for, det sker. Eller også må de lukkes. Så enkelt er det.
Sverige har taget teten
I Sverige og andre lande er man, forekommer det, nået et stykke længere end i Danmark, når det gælder om at undersøge de sager, hvor den akademiske frihed bliver sat i skammekrogen – jævnfør nedsættelsen af en kommission sidste år, der skulle komme med forslag til tiltag, der kunne styrke/genoprette den akademiske autonomi og integritet.
Ikke mindst et forum som Academic Rights Watch har her spillet en central rolle. I modsætning til den danske pendant, Forskerbevægelsen, kigger man her nok så meget på den største trussel mod ytringsfriheden og den akademiske frihed på universiteterne p.t., nemlig woke-kulturen, der raserer de højere forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Og som nådesløst søger at eliminere de dissidenter, der ikke underkaster sig dette regimes totalitære ideologi. Hvilket man blot behøver at kaste et blik ned over ARW’s bagkatalog de senere år for at se.
Man kan håbe på, at den nye svenske regering, som står på spring, vil fortsætte denne kritiske kulegravning af beskæmmende og beklemmende woke-sager inden for akademia. Og at andre lande – herunder Danmark – vil lade sig påvirke til at gøre noget tilsvarende.
For kun ved vedholdende at insistere på at berette om woke-revolutionens pinagtige ugerninger kan vi undgå, at noget tilsvarende sker igen.
I hvert fald indtil en ny historisk glemsel indfinder sig.
Marianne Stidsen är författare, filosofie doktor och lektor emeritus
♦ Gillade du det du nyss läste? Stöd vår verksamhet! Nu också via Patreon! ♦
Not
*Sommerkronikken er nyskrevet til lejligheden, men et par af de midterste afsnit har tidligere været offentliggjort i netmediet Kontrast.