Vi fortsätter vår serie sommarkrönikor exklusivt skrivna för ARW av betydande nordiska intellektuella med en text av Marianne Stidsen, som är lektor vid Köpenhamns universitet och ledamot av Det Danske Akademi. Texten, som vi publicerar i danskt original, anknyter till Stidsens aktuella bok ”Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger”. I MeToo-debatten har förnuft och personligt ansvar fått lämna plats för tal och pseudoobjektivitet, skriver Stidsen i krönikan.

Misbruget af tal og statistikker i MeToo-debatten

I Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostningerkaster jeg et kritisk blik på de negative konsekvenser, som MeToo-bevægelsen har forårsaget både generelt og for de nordiske velfærdssamfund i særdeleshed. Ud fra tre konkrete sager, som jeg har været med til at diskutere – sagen om Svenska Akademien, sagen om rektorfyringen på Forfatterskolen i København og sagen om de nye adfærdsregler på Københavns Universitet – forsøger jeg at give et bredere billede af, hvor dybt bevægelsen faktisk griber ind i det demokratiske velfærdssamfunds værdigrundlag. Herunder når det gælder spørgsmålet om institutionernes autonomi og de ansattes ytringsfrihed.

Obskurantistisk talmagi

Et af de problemer, bogen tager fat i, handler om, hvordan statistikker i MeToo-debatten pustes kunstigt op ved at være pisket frem gennem kampagner på de sociale medier, der ofte er medieinitieret – den såkaldte ’kliktivisme’ – og ved at basere sig på et løst defineret grundlag, hvor deciderede fysiske overgreb rangerer side om side med kategorier som ’upassende opførsel’, ’uønsket seksuel opmærksomhed’ osv. Og hvor det tillige er folks ’oplevelse af at være krænket’, der står i centrum. For eksempel i den seneste APV-undersøgelse fra Københavns Universitet, som Uniavisen slog stort op under overskriften: ’86’. Et tal der refererede til ansatte på KU, der i løbet af 2018/19 skulle have følt sig udsat for uønsket seksuel opmærksomhed.[1]

Denne obskurantistiske talmagi, som man kunne kalde det, der tilmed i en del tilfælde hviler på andenhåndsindberetninger, nærmer sig ikke kun akademisk – så vel som journalistisk – uvederhæftighed. Den er også blevet brugt til aktivt at forsøge at lukke munden på kritiske røster inden for akademia.

Når én fjer bliver til fem høns

Et dansk eksempel på dette er lektor Camilla Møhring Reestorff fra Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, der i foråret lavede en undersøgelse af ordet #MeToo’s forekomst i facebookopslag på danske medier.[2]Undersøgelsen viste, at holdningen til MeToo angiveligt havde været beklageligt negativ. (Jeg blev selv nævnt som en, der havde gjort sig skyldig i negativ MeToo-omtale, fordi jeg bl.a. havde brugt et udtryk som ’usund folkedomstol’). Præmissen for undersøgelsen var altså, at MeToo havde været indiskutabelt positiv. Og at den negative omtale af bevægelsen i pressen af undertegnede og andre havde været med til at skævvride debatten og skabe et unødigt negativt billede af #MeToo i den danske offentlighed.[3]

Som argument for, at man helst ikke måtte diskutere MeToo kritisk, henviste Reestorff til nogle andre tal fra Dansk Institut for Folkesundhed, der viste, at selvom antallet af egentlige overgreb i form af vold i parforholdet ikke var steget i ti år – på nær, når det handlede om mandlige ofre – så var der en stigning i især yngre kvinders oplevelse af at blive krænket, når det gjaldt mere diffuse kategorier som ’uønskede invitationer’ etc.

Efter min opfattelse bygger Camilla Møhring Reestorff sine konklusioner på et yderst tvivlsomt grundlag.

For det første har hunaf uransagelige grunde stoppet sin undersøgelse 1. november 2018 – dvs. lige før – ja dage før – anklagerne mod den tidligere forfatterskoleleder Niels Frank begyndte at rulle i Weekendavisen. Og hvor en let genkendelig professor fra Det Kgl. Danske Kunstakademi blev hængt ud i avisen Politiken for en sag, der var lukket måneder forinden. Ligesom hun ikke medtager en anden tidligere forfatterskoleleder, Pablo Llambias, hvis navn bliver nævnt i december 2017 i forbindelse med MeToo af hendes kollega fra Aarhus, den nuværende formand for Forfatterskolens bestyrelse. Det harmonerer ikke med hendes undersøgelses konklusion om, at tendensen i Danmark har været ikke at nævne navne, men derimod fokusere på de såkaldt ’strukturelle problemer’, som MeToo er med til at synliggøre.

Og nu vi er ved hendes kollega og Forfatterskolen. Den seneste rektor, Jeppe Brixvold, blev fyret af bestyrelsen på baggrund af et brev fra 55 forfattere, der eksplicit var udløst af MeToo. Det får Camilla Møhring Reestorff heller ikke med, fordi hun ikke kontekstualiserer sine undersøgelser, men kun foretager en mekanisk ordoptælling af mediernes facebookopdateringer, hvori ordet ’MeToo’ indgår.

For det andet er det ganske enkelt ikke sandt, som hun hævder, at MeToo kun har været opinionsstof. Tværtimod har både aviser som Information og Politiken bragt store journalistiske artikler om emnet ud fra en positiv – for ikke at sige rent ud aktivistisk – vinkel.[4]Og en avis som Politiken har endda, som jeg viser i Den nordiske MeToo-revolution, brugt mange, mange journalistkræfter på at opsætte den ene MeToo-historie efter den anden med positivt fortegn. – Mens en avis som Berlingske til forskel både har haft positive og negative historier, eller – som oftest – en blanding af dem.

Endelig, for det tredje, er der den undersøgelse fra Dansk Institut for Folkesundhed, som Camilla Møhring Reestorff refererer til, og som hun mener burde være et uimodsigeligt grundlag for diskussionen. Den får hende til at sige, at der ikke mangler ”dokumentation for, at seksuelle overgreb finder sted i Danmark.” – Lige så lidt, kan man tilføje, som der mangler dokumentation for, at der finder forbrydelser sted i Danmark.

Men hvis man kigger nærmere på undersøgelsen, så fremgår det netop a) At den – i forlængelse af den nye krænkelseskultur – er baseret på folks oplevelseaf at være blevet krænket (altså ikke på noget, der foreligger objektive beviser om), b) At den er udvidet til at medtage alt muligt, der ikke har med overgreb at gøre, så som ’uønskede invitationer’ og c) At antallet af egentlige overgreb i form af vold i parforholdet ikke er steget i Danmark i ti år – på nær altså når det handler om mænd, hvor det er mere end fordoblet (hvilket jo i og for sig er interessant og chokerende nok).[5]

Møhring Reestorffs egen undersøgelse, der i øvrigt har ført til til i et tæt samarbejde med Producentforeningen, Instruktørforeningen og Skuespillerforbundet med den erklærede hensigt at indsamle data, der kan være med til at ”overbevise kritikere om, at det er vigtigt at se på seksuelle krænkelser i film- og teaterbranchen”,[6]er med tiden blevet en fast reference for dem, der mener, at omtalen af MeToo i Danmark er blevet for negativ (selvom den gerne mistolkes eller direkte fejlciteres).[7]

Det, Camilla Møhring Reestorff og andre kalder problematisk dækning, kalder jeg imidlertid fri, kritisk debat – noget vi indtil nu har haft i Danmark, men som man stort set ikke har haft i fx Sverige. Så fri, som den nu kan være, når der tilsyneladende er mange – herunder akademikere – der ikke tør deltage i den. Især ikke hvis de er kritisk indstillede. Det, jeg eksempelvis selv har hørt, når jeg er blevet kontaktet af journalister, er ikke, at MeToo-sympatisører har været bange for at stå frem, sådan som Camilla Møhring Reestorff påstår.[8]Men at man generelt har svært ved at få folk, frem for alt kvinder, til at udtale sig kritisk om MeToo. Dette var også udgangspunktet for, at jeg overhovedet fik mulighed for at få trykt en række artikler i svenske dagblade i 2018 – ikke mindst Expressen, hvor jeg tillige i april måned medvirkede i et afsnit af deres kultur-podcast.[9]

MeToo-bevægelsens mafiametoder

Den danske undersøgelse af ni professionelle mediers opslag om MeToo på Facebook er blot ét eksempel på det misbrug af tal og statistikker, som MeToo-bevægelsen har taget i anvendelse for at nå sine mål. Som bl.a. er at lukke munden på kritiske røster, herunder forskerkollegaers. (Der kunne også nævnes andre eksempler på akademikere, der forsøger at lukke munden på andre akademikere).[10]Metoden går, kan man se, helt tilbage til MeToo-bevægelsens start i Norden for halvandet år siden, hvor først 18 kvinder (de fleste anonyme) meldte om overgreb og uønsket intimitet fra den såkaldte ’kulturprofil’ med indirekte tilknytning til Det Svenske Akademi.[11]

I løbet af året kom flere taljonglører på banen. Den danske feminist og tidligere KVINFO-direktør Elisabeth Møller Jensen kunne – i en polemik med mig i Politiken – fortælle at ”i 2016 blev 66 mænd dømt skyldige i voldtægt. De 725 øvrige anmeldte gik fri eller blev frifundet, og derfor anmeldes flertallet af de 5.000 voldtægter, som Det Kriminalpræventive Råd skønner finder sted hvert år i Danmark, slet ikke.”[12]– Hun er i øvrigt tæt såvel fagligt som venskabeligt forbundet med den svenske radikalfeminist Ebba Witt-Brattström, en slags bagkvinde og primus motor for MeToo-bevægelsen her i Norden, som ofte benytter sig af tal og statistikker i sin argumentation. Tal og statistikker, der skal underbygge påstanden om, at vi i det ligestillede, velfærdsstatslige Norden stadigvæk, når det gælder kønsforholdet, lever i patriarkatets mørke middelalder. Hvis nogen skulle være i tvivl.[13]

Og året sluttede af med endnu et magisk tal: 55. Antallet af (man behøver vel næppe sige anonyme) forfattere, som på foranledning af forfatteren Katrine Marie Guldagers klumme i Politiken, der også efterlyste tiltag, så man kunne ’få ryddet op’ osv.), opfordrede Forfatterskolens bestyrelse til en undersøgelse, der kunne lægge nogle tal på bordet, som kunne kortlægge oplevelsen af omfanget af upassende henvendelser, krænkende adfærd og uønskede berøringer, foruden intime invitationer, som man havde en formodning om var foregået siden skolens grundlæggelse i 1987. (For nu at formulere det en smule sarkastisk).

Resultatet af den whistleblowerordning, der blev sat i gang i kølvandet herpå, viste en så horribel omgang med tal, at Niels Frank, som var en af de berørte, der følgelig havde fået lov til at se rapporten, kunne gennemhulle den på kryds og tværs. Dens ’succestal’: 43 indberetninger, hvoraf 27 vedrørte personer ”i tidligere ledelsesfunktion”, nærmede sig, som Frank nøgternt påviste, den rene fiktion.[14]Hvad der dog stadig ikke forhindrede visse medier i fortsat at tage bestyrelsens valg om fyring i forsvar.[15]

Tal, undersøgelser og statistikker, der foregiver forskningsvaliditet, har altså floreret rundt omkring i det forløbne MeToo-år. Og hvad er mere overbevisende end tal? Må tallene ikke nødvendigvis sætte punktum for enhver diskussion? Det håber MeToo’erne uden tvivl, at de gør. (Ligesom tiden i det hele taget læner sig op ad den overbevisning, at tal og big datavil sikre os modernisering og fremskridt overalt).

For os andre, der ikke uden videre lader sig imponere af tal og statistikker, men også spørger ind til det grundlag, tallene er blevet til på; hvad de mere konkret dækker over; hvad motivationen for indsamlingen af dem kunne være osv.; og som ser på, hvordan de paradoksalt nok kan bruges til ikke kun kølig analyse, men også til at skabe affekt og irrationelt massehysteri, er de ikke nødvendigvis så uimodsigelige.

Skulle jeg konkludere noget på baggrund af min egen deltagelse i MeToo-debatten igennem det seneste års tid, er det, at MeToo-modstanderne typisk står frem som enkeltpersoner med egne argumenter og ræsonnementer baseret på kritisk fornuftstænkning – med eller uden tal – mens MeToo-fortalerne gør alt, hvad de kan, for at forhindre, at der overhovedet findes nogen debat – inklusive brug af det, der kaldes ’deplatforming’,som er en form for totalitarisme i nye klæder. Mafia-metoder kunne man også slet og ret kalde det.

Det kunne også formuleres på anden vis: Når fornuften og den personlige ansvarlighed forsvinder, rykker tallene og pseudoobjektiviteten ind.

Marianne Stidsen

---

[1]https://uniavisen.dk/86-ansatte-paa-koebenhavns-universitet-har-oplevet-uoensket-seksuel-opmaerksomhed-det-seneste-aar/

[2]https://videnskab.dk/kultur-samfund/danske-medier-underminerer-metoo-i-jagten-paa-hurtige-klik

[3]https://politiken.dk/debat/art6968101/Medierne-skaber-et-unødvendigt-negativt-billede-af-MeToo-på-Facebook

[4]Se fx https://www.information.dk/debat/2018/10/karen-syberg-friheds-lighedselskende-maend-boer-tilslutte-metoo-bevaegelsen

[5]http://um.dk/da/ligestilling/nyheder/newsdisplaypage/?newsid=eb5d51fb-b2cd-4f87-8641-cbfacf7d948b

[6]https://politiken.dk/kultur/art7109906/Filmbranchens-MeToo-gejst-er-feset-ud

[7]https://www.24syv.dk/programmer/ak-24syv/53399051/stidsen-kalder-metoo-et-amoklob

[8]Se fx https://www.berlingske.dk/aok/forsker-oplever-metoo-modviljen-har-du-hoert-ordet-retsstat-foer-siger-det-den(jævnfør også udtrykket haterbragging, som her bliver brugt som led i kampagnen for at indsnævre ytringsfriheden).

[9]https://www.expressen.se/kultur/tyvarr-ar-metoo-valdigt-starkt-aven-i-danmark/

[10]Det nok mest grelle eksempel i forbindelse med MeToo-debatten, er de angreb overlæge Astrid Seeberger blev udsat for efter et debatindlæg i Svenska Dagbladet, hvor hun kommer med nogle tekniske indvendinger imod den voldtægtsdom, som Jean-Claude Arnault, alias kulturprofilen, blev idømt først i byretten og siden (skærpet) i landsretten (https://www.svd.se/overlakare-kritisk-orimligt–givet-fysiologiska-fakta). Først blev Seeberger angrebet af en medicinstuderende (https://www.svd.se/rejalt-etiskt-overtramp-av-overlakare-seeberger) og siden af en jurist for sit svar til den medicinstuderende (https://www.svd.se/sorgligt-angrepp–missar-min-poang-om-vanligt-sex og https://www.svd.se/jurist-respektlost-overlakare-seeberger). Karakteristisk for begge modindlæg var, at de ikke overhovedet forholdt sig til indholdet af Astrid Seebergers indlæg og til hendes argumentation, men udelukkende omhandlede hendes ret til at ytre sig i sagen, samt anfægtede den tone, hun gjorde det i. (En tone, jeg i øvrigt mener var helt igennem saglig og ordentlig).

[11]https://www.dn.se/kultur-noje/18-kvinnor-kulturprofil-har-utsatt-oss-for-overgrepp/

[12]https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6728381/Inden-vi-kalder-MeToo-for-en-heksejagt-skulle-vi-så-ikke-tage-et-opgør-med-overgreb-og-voldtægt-først

[13]Se fx Ebba Witt-Brattström Kulturmannen och andra texter (2016).

[14]https://www.weekendavisen.dk/2019-5/boger/forfatterskolens-sidste-suk

[15]Se fx https://politiken.dk/kultur/art7260095/Forfatterskolen-udpeger-en-ny-rektor