Uppfattningen att yttrandefriheten aldrig får relativiseras är särskilt omhuldad i ett nordiskt land som Danmark. Det menar Marianne Stidsen som i denna krönika exklusivt för ARW tar upp vårens uppslitande debatt kring Det Danske Akademi, där hon själv pressades av andra akademiledamöter på grund av sitt kritiska deltagande i debatten om MeToo och identitetspolitiska vågen, och som slutade med att fyra ledamöter meddelade sin avgång. Men samtliga ledarskribenter på de större tidningarna skyndade till yttrandefrihetens försvar, och även humanister har, menar Stidsen, lämnat konstuktiva bidrag till debatten om det fria ordet. Stidsen är vid sidan av arbetet i Akademin lektor vid institutet för nordiska studier och språkvetenskap vid Köpenhamns universitet.
I dette forår fremlagde Ytringsfrihedskommissionen, som blev nedsat af den forrige borgerlige danske regering for et par år siden, en over 800 sider lang betænkning. Konklusionen lød, kort fortalt, at ytringsfriheden grundlæggende har det vældig godt i Danmark, men at kommissionen også anså, at den stod over for visse særlige udfordringer i dag, hvor der er en tendens til, at folk bliver chikaneret, skræmt eller endog truet, hvis de benytter sig af denne grundlovssikrede demokratiske rettighed. Det fik Ytringsfrihedskommissionen til at foreslå et nyt udtryk: ’ytringssikkerhed’. Hvilket betyder, at man ikke alene har ret til at ytre sig, man har også ret til at kunne gøre det på en sikker måde. Uden angst for liv og lemmer, uden angst for at miste jobbet, blive sparket ud ad døren etc.
Kommissionens lange rapport er sigende for det stærke fokus, der mange steder i disse år er på ytringsfrihed. Som i andre lande verden over, diskuteres ytringsfrihed på livet løs. Typisk deler synspunkterne sig i to lejre. Nogle har hævdet, at ytringsfriheden skal gradbøjes, så den må underordne sig andre parametre, fordi retten til ikke at blive krænket, retten til safe spaces osv. frem for alt skal respekteres. Mens andre mener, at det er uforeneligt med begrebet ytringsfrihed, at det skal gradbøjes.
Den første version ser vi folde sig ud flere og flere steder netop nu, hvor nye censurformer ser dagens lys – frem for alt USA, men efterhånden også i Europa og på de andre kontinenter. Det sker i form af fænomener som de- eller no-platforming, dis- eller misinformation og social stigmatisering/udskamning (ofte på de stærkt indflydelsesrige sociale medier). Udrensningen fra det offentlige rum af uønskede kontroversielle stemmer gør sig endda ikke kun gældende i forhold til de ytrende selv, men også i forhold til de medier, der stiller spalteplads eller taletid til rådighed for dem. Som vi så det for nylig, hvor opinionsredaktøren på New York Times blev fyret for at have publiceret et indlæg af en republikansk senator, der havde et kritisk syn på de mange opstande i USA under overskriften ’Black Lives Matter’, foranlediget af den sorte mand Georges Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i maj måned.
Den anden version, som fastholder, at ytringsfriheden aldrig – ikke under nogen omstændigheder – må gradbøjes, finder vi, mener jeg, særligt i et nordisk land som Danmark. Jeg skal understrege, at jeg ikke har noget decideret forskningsmæssigt belæg for at sige dette. Min påstand er primært baseret på en kvalitativ vurdering af situationen på baggrund af at have fulgt diskussionen her tæt – og også selv deltaget intensivt i den – gennem de seneste år. Sigende er chefredaktøren for Berlingske, den største borgerlige avis i Danmark, Tom Jensen. D. 9. juni skrev han en stort opsat leder om fyringen af NYT-redaktøren, som han kaldte ”en reel trussel mod ytringsfriheden”, og i det hele taget talte han om faren ved at lade hensynet til nogen eller noget trumfe hensynet til ytringsfriheden.
I den forbindelse kom chefredaktøren også ind på sagen om Det Danske Akademi, som blussede op i april måned, da fire medlemmer forlod institutionen, fordi de ikke ville være i rum med denne artikels forfatter, som igennem et par år har deltaget livligt i den identitetspolitiske debat og debatten om MeToo på den kritiske side. Den danske akademisag, der også har givet genlyd i nabolandene (fx havde Sydsvenskan et par artikler om den), førte bl.a. til, at en forsker, Henrik Marstal, skrev et indlæg i avisen Politiken, hvori han opfordrede debat- og chefredaktører landet over til at nægte at give sådan en som mig taletid under henvisning til et nyt begreb, han mente, Ytringsfrihedskommissionen også skulle have haft øje for, nemlig ’ytringsetik’. Et begreb, som – med Tom Jensens ord – i realiteten er et krav om at ”tvinge bestemte stemmer – bl.a. Stidsen – til tavshed.” Konklusionen på chefredaktørens leder lød kort og kontant: ”Danske medier bør aldrig lade sig intimidere ned ad den vej, New York Times nu betræder. Det vil være ødelæggende for friheden, debatten og demokratiet, og det er forfærdeligt, at et engang fint publicistisk medie i USA nu medvirker hertil.”
Men Tom Jensen står ikke alene om dette synspunkt i Danmark. Da balladen om Det Danske Akademi var på sit højeste i medierne, sluttede en samlet presse op omkring ytringsfrihedens ukrænkelighed. På lederniveau vel at mærke. Her kom den til dels til at stå i kontrast til kultursiderne, hvor man oftest finder debattører – gerne uddannet på universiteternes stærkt amerikansk inspirerede humanistiske fakulteter – som mener, at hensynet til kvinder, farvede, transseksuelle, handicappede og andre fra tid til anden kan legitimere indskrænkning af ytringsfriheden. Herved synes kultursiderne på sin vis at leve et eget isoleret liv, som en slags parallelunivers til det klassisk europæiske, liberalt demokratiske, i aviserne. Og det ikke kun i Danmark, men også i mange andre, både nordiske og ikkenordiske, lande.
Det turde være soleklart, hvor jeg selv befinder mig i denne debat. Jeg hører til dem, der mener, at ytringsfriheden aldrig må indskrænkes – ud over de indskrænkninger der findes i lovgivningen, fx i form af racismeparagraffen, blasfemiparagraffen (som dog blev afskaffet i Danmark i 2017) og injurieparagraffen. Min fornemmelse er, at jeg her er på linje ikke bare med chefredaktørerne og en god del af journalisterne på alle de store aviser, men ligeledes med en meget bred del af den danske befolkning. Her synes der at være enighed om at stå vagt om ytringsfriheden (jævnfør også Ytringsfrihedskommissionens kommentar om, at ytringsfriheden generelt har det godt i Danmark).
Man kan så selvfølgelig, som absolut ytringsfrihedstilhænger, måske godt engang imellem tænke, om det ikke ville være en god idé at lukke de humanistiske fakulteter, eftersom så meget samfundsødelæggende dårligdom synes at udspringe fra netop dem. Eller måske lidt mere diskret: neddrosle dem gennem økonomisk udsultning, Det mener jeg imidlertid ville være forkert. For ganske vist udspringer meget af den demokratitruende elendighed, vi ser i vores samfund i dag, fra disse fakulteter – sådan som det fx dokumenteres af Johan Lundberg i Det sista museet og i hans kommende bog om postmodernismens indtog i Sverige – men modgiften udspringer også herfra. Det er netop Johan Lundbergs arbejde – som jeg er enig med et langt stykke ad vejen, om ikke hele vejen – det bedste eksempel på. Og selv har jeg også forsøgt at trække med på samme hammel ved dels at skrive de mange kritiske indlæg, dels ved at forske og undervise i emner og teorier, som ligger langt fra den woke identitetspolitik og genusteori, så som litterære klassikere, æstetisk teori og eksistentialistisk filosofi. Det vil sige: tættere på den humanistiske arv.
Et andet eksempel er den kæmpestore monografi, MEN, som blev udgivet i Danmark på baggrund af den såkaldte ’Muhammedkrise’ i 2006, hvor landet blev sat i bad standing i hele den arabiske verden pga. de berygtede satiretegninger trykt i avisen Jyllands-Posten, bl.a. forestillende profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Den er skrevet af juristen Jacob Mchangama, direktør for den uafhængige tænketank Justitia, der i 2016 tog initiativ til Ytringsfrihedskommissionen, og Frederik Stjenfelt, der er uddannet litterat, men i dag mest arbejder med filosofi, idéhistorie og samtidsdebat, først og fremmest vedrørende censur og ytringsfrihed (til september er han således med til at udgive et større værk i forbindelse med 250-års jubilæet for trykkefrihedens indførelse i Danmark).
Netop denne modreaktion, som ikke mindst kommer fra humanioras egne rækker, ligesom opløsningstendenserne i høj grad også gør, har været med til at forme de synspunkter, jeg selv repræsenterer i dag, når det gælder ytringsfrihed. Da Muhammedkrisen kørte på fuldt blus, hørte jeg til dem, der var uenig i det radikale – fundamentalistiske, som det blev kaldt – forsvar for ytringsfriheden, som eksempelvis en forsker som Frederik Stjernfelt repræsenterede. I dag er jeg blevet klogere og véd – bl.a. gennem bitter personlig erfaring – at den hører til en af de absolut vigtigste værdier i vores oplyste, demokratiske samfund. Ja, den er – som Stjernfelt og hans medforfatter Jacob Mchangama, der selv har siddet med i Ytringsfrihedskommissionen, skriver i indledningen til bogen – slet og ret den paradigmatiske frihedsværdi par excellence. Derfor må den aldrig gradbøjes. Derfor må den aldrig udtyndes og udvandes. Og det synes jeg heldigvis også de toneangivende stemmer inden for nutidens danske ytringsfrihedsdebat har forstået. Ikke mindst når det gælder sagen om Det Danske Akademi og de forskellige udløbere af den, tyder det på, at man har forstået det. (Når det gælder den fortsatte debat om Svenska Akademien, kan man til gengæld godt komme mere i tvivl).
Som en professor på et tidspunkt skrev til mig i anledning af den stærke debat om den nye voldtægtslov, også kaldet ’samtykkeloven’, som står til at skulle vedtages i Danmark, så er det uhyre vigtigt at samfundsvidenskaberne (og andre videnskaber med for den sags skyld) og humaniora taler sammen. –”Jeg tror ikke, at samfundsvidenskaberne helt kan forstå retssikkerhedens betydning uden humaniora.” Og han fortsatte: ”I øvrigt er vi mange i samfundsvidenskaberne, der er ret forsvarsløse overfor identitetsteorierne, eller hvad man skal kalde dem, simpelt hen fordi vi ikke forstår, hvor alt det vrøvl kommer fra.”
Forsvarsløse over for det venstreradikale identitetspolitiske og ultrafeministiske vrøvl, det er hvad mange områder har været de sidste par år. Blandt andet derfor er der fortsat brug for at støtte op om de humanistiske fakulteter. Også selvom meget af den samfundsødelæggende dårligdom, vi ser udfolde sig, uden tvivl har sit udspring her. For det er som sagt også herfra, man har mulighed for at få inspiration til en kritik af og et opgør med disse teorier. I sin bedste udgave kan humaniora således være med til at kvalificere og løfte den idedebat, i hvis rungende tomrum identitetspolitikken, ultrafeminismen og andre nye radikalistiske strømninger er opstået. Det gælder ikke bare i Danmark, men nok så meget i andre lande, herunder Sverige og de øvrige europæiske lande. Det er ikke mindst igennem humaniora, man får bugt med humanioras egen antihumanisme og udfordring af de klassiske frihedsværdier, som hører demokratiet og humanismen til. Vel at mærke gennem et humaniora, der stiller sig på den klassiske publicismes side, og som stiller sig på den side, visse markante statsledere på det seneste har optegnet for et fremtidigt, stærkere og mere uafhængigt og selvstændigt Europa. Med sin egen økonomi. Sin egen teknologiudvikling. Sin egen historie. Og sin egen kulturelle identitet og værdimæssige baggrund. Ikke mindst det sidste er nok så vigtigt. Hvad mange politikere såvel som andre glemmer i dag, når de udelukkende har fokus på økonomi og teknisk-videnskabelig innovation. Og når de synes at have blikket stift rettet mod USA.
Som Martin Krasnik, chefredaktør på en anden dansk mediemastodont, Weekendavisen, skrev for nylig i en stort opsat artikel om det angreb på og den underminering af de demokratiske samfundsinstitutioner – fra universiteterne og undervisningsinstitutionerne til medierne, politiet og retsvæsenet – som finder sted i øjeblikket fra både højre og venstre kant: ”Vi har talt meget om samfundssind i de seneste måneder. Måske er det tid til at tale om en del af den demokratiske karakter, der er under langt større pres. Frisindet. Tolerancen. Det er den absolut vigtigste demokratiske egenskab; at åbne sindet for holdninger, man er uenig i, tolerere meninger, man finder forkastelige, ligefrem ubehagelige. Frisindet er det eneste, der kan redde os gennem den lange og dybe krise, vi så åbenlyst befinder os midt i.”
Måske er det ikke tilfældigt, at dette kraftfulde statement til fordel for de grundlæggende moderne, demokratiske samfundsværdier lige nu står at læse i et centralt dansk nyhedsorgan – ligesom det muligvis heller ikke var helt tilfældigt, at Muhammedtegningerne oprindelig blev publiceret i et dansk søsterorgan. Det er dog indlysende nok ikke et dansk særstandpunkt. Det er tværtimod et synspunkt, der gælder – eller rettere burde gælde – på tværs af lande- og partigrænser hos alle på kloden, der opfatter sig som tilhængere af oplysning og demokrati. Især burde det gælde i Europa, hvor disse ideer har deres udspring og lange, hæderkronede, civilisatoriske virkningstradition. Sådan at det kan stråle inspirerende ud på resten af verden. Blandt andet ved et genhumaniseret humanioras hjælp.
Marianne Stidsen
♦ Gillade du det du nyss läste? Stöd vår verksamhet! Nu också via Patreon! ♦