Folketingets omdebatterade uppmaning till universiteten att värna vetenskapens förmåga till självreglering (V 137) bryter inte mot principen att politiken ska hålla sig på armlängds avstånd från akademin, utan innebär, tvärtom, ett försök att säkra några fullständigt grundläggande principer och värderingar. Detta gör politikens ingripande såväl legitimt som nödvändigt. Det skriver Marianne Stidsen, lektor och författare, Köpenhamns universitet. Krönikan, ett utdrag ur Stidsens kommande bok ”Køn og identitet. Et spadestik dybere” (Hovedland), publiceras här i danskt original.
I flere europæiske lande har der gennem et stykke tid udspillet sig nogle heftige politiske diskussioner om tilstandene på de højere læreanstalter. I Frankrig var ministeren for de videregående uddannelser f.eks. ude at proklamere, at hun ville iværksætte en større undersøgelse af, hvor omfattende den såkaldte ’islamo-gauchisme’, som aktivismen her gerne benævnes, er. Og i Storbritannien bekendtgjorde den konservative uddannelsesminister Gavin Williamson, at han pønsede på et lovforslag, der skulle sikre ytringsfriheden på universiteterne efter år, hvor aktivistiske tiltag i kølvandet på bl.a. MeToo og Black Lives Matter truede med at indsnævre den, fordi forskere eller studerende, der ikke ville stå under aktivismens banner og ’rette ind’ politisk, risikerede at blive udskammet eller endog deplatformet, dvs. nægtet talemulighed som straf for deres ideologiske dissidens og antidogmatisme.
I foråret ’21 kom Danmark også med på vognen, idet de to medlemmer af Folketinget, Henrik Dahl (Liberal Alliance) og Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti) efter at have debatteret emnet i dagspressen fik uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (Socialdemokratiet) til d. 28. maj at tage en forespørgselsdebat på Christiansborg om disse emner. Hvad mere er: De to uddannelsesordførere, Dahl og Messerschmidt, havde desuden udformet et aftalepapir, som et stort flertal i Folketingets – med et par mindre reservationer – d. 1. juni stemte for. Et aftalepapir, der indskærpede universiteternes ledelse, at de skulle være tydelige og klare i mælet, når det handlede om at håndhæve den allerede lovsikrede ytringsfrihed og akademiske frihed. V137, som aftalen kom til at hedde, lyder i al sin enkelhed:
Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik. Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning. Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde. Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.[i]
Det ideologiske pres indefra
Selvom det for én, der, som jeg, deler Dahl og Messerschmidts bekymring for universiteterne, var stærkt opmuntrende, at forslaget i sidste ende gik igennem, var det alligevel temmelig bizart at følge den forudgående forespørgselsdebat i Folketinget. For ikke at tale om den forudgående, såvel som efterfølgende, debat i medierne – en debat, der også har spredt sig til de andre nordiske lande.
Som det har været tilfældet andre steder, hvor politikere har været villige til at gå i brechen for den akademiske frihed, synes andre politikere og forskellige organisationer, der varetager universiteternes interesser, nemlig enige om hårdnakket at benægte, at der overhovedet skulle eksistere noget problem. Den påstand, der ofte fremføres, er, at der slet ikke er noget ’at komme efter’. Til gengæld er der, mener mange, solid evidens for, at presset mod den frie og kritiske akademiske diskussion kommer fra myndigheder, virksomheder og fonde, samt at dette ydre pres frem for alt rammer natur-, teknik- og sundhedsvidenskaberne, ikke humaniora og samfundsfag.
Logikken går altså som følger: Man må gerne sige, at der er et eksternt problem med myndigheder, virksomheder og fonde, som presser forskerne og forsøger at gribe ind i forskningsfriheden. Men man må ikke fortælle, at der også er et internt pres på visse forskere fra både ledelsesside, studenterside og kollegaside. [ii]
Heroverfor står den opfattelse, at videnskaben ikke kun er truet af aktører udefra, men rent faktisk også er truet af kræfter inde fra institutionen selv, som på sigt risikerer at være med til at underminere det grundlag, videnskaben må og skal bedrives på, hvis den skal være værdig til navnet videnskab. Hvor det højeste mål er at søge efter sandheden – med de forskellige perspektiver og udveksling af kritiske vurderinger, der nu engang følger med. Nærmere bestemt fra venstreaktivistiske kræfter, som mener, at forskningen skal stå i samfundsomvæltningens tegn.
Det er en opfattelse, både Dahl og Messerschmidt selv, men også flere andre har fremlagt evidens for i form af en righoldig buket af konkrete eksempler. For blot at tage et par af dem: Som eksempel på dogmatisk ensretning kan nævnes integrations- og mellemøststudier samt islamforskningen i Danmark, hvor f.eks. professor Thomas Hoffmann fra Københavns Universitet var ude med artikel i Weekendavisen, som til fulde bekræftede, at man som kritisk forsker inden for dette felt sagtens kunne risikere at blive affærdiget af andre forskere inden for feltet, alene fordi man mente noget andet end dem.[iii] Som eksempel på ’politik forklædt som videnskab’ kan faget kønsstudier nævnes, hvor det af flere kritikere påpeges, at konklusionen nogle gange kommer før undersøgelsen, hvilket ikke er i tråd med god videnskab, men snarere er, hvad Dahl og Messerschmidt med god ret kalder ’pseudovidenskab’. For eksempel har professor Hans Bonde påpeget, hvordan en undersøgelse af sexisme på universiteterne vred og vendte både spørgsmålene og tallene for, at de kunne give det ønskede resultat, nemlig at problemet var der, og at det krævede kontant handling fra ledelsen. På bagvendt vis får forskeren altså sine data, der siger, at der ikke er noget særligt problem, vendt på hovedet til, at der er et kæmpestort problem. Eftersom dem, der har svaret nej på spørgsmålet, om der er et problem, angiveligt er ’moderne sexister’.[iv]
Ligeledes professor Lars Qvortrup har bidraget med eksempler på, at universitetskollegaer har holdt hånden over forskning, der var indlysende fagligt inkompetent, men hvor forskeren tilsyneladende havde de ’rette’ venstreradikale holdninger – eller man bare ikke orkede at tage kampen – og derfor gik ram forbi.[v] Som endnu et eksempel på, at man inden for visse forskningsmiljøer systematisk ikke vil stille op og svare på berettiget faglig kritik, kunne jeg selv bidrage med en oplevelse fra en konference inden for mit eget ekspertområde, skandinavistikken. Her var jeg, som jeg forklarer i en kronik i Politiken,[vi] indbudt til at holde en keynote-forelæsning, som – efter aftale med arrangørerne – skulle handle om MeToo i Norden. Og hvor det hele så endte med, at statusgrupperne, især de feministisk drejede, i stedet for at gå ind i en åben og ligeværdig og saglig diskussion med mig, fremkom med et statement på konferencens sidste dag, hvor mit foredrag slet og ret blev fejet af bordet. Uden at jeg vel at mærke fik lejlighed til at svare på eller tage til genmæle mod kritikken.
Aktivisternes velkendte virkemidler
En interessant ting i forbindelse med det sidste eksempel var den stærkt følelsesladede måde, det omtalte statement blev afgivet på. Hvor det hed sig, at man var både ’oprørte’ og ’paralyserede’ over – anderledes var det svært at fortolke det – at nogen overhovedet kunne finde på at stille sig op og sige noget kritisk om en bevægelse som MeToo – det aftalte emne for mit foredrag. Uanset hvad deres argumenter og belæg så måtte være.
Det harmonerer meget godt med den måde, hvorpå modstanderne af aftalepapiret reagerede. For det første var der selve forespørgselsdebatten inde i Folketinget. Her blev der ustandseligt fra modstandernes side indvendt, at man savnede tal på, hvorvidt de påståede udfordringer omkring internt aktivistisk pres på universiteterne overhovedet var reelt eksisterende (igen denne fetichering af tal, som supplerer feticheringen af affekter som uimodsigelige og indiskutable vurderingskriterier, uanset måden tallene og affekterne er blevet til på).[vii] Og at Dahl og Messerschmidt var for generelle i deres kritik. Når Dahl og Messerschmidt så gav en række håndfaste eksempler på, at udfordringerne rent faktisk fandtes, fik de at vide, at de var for konkrete, fordi de nævnte navne på personer fra Folketingets talerstol, og derved, hed det sig ’hængte dem ud’).
For det andet var der den yderst heftige debat i medierne både før under og længe efter, at aftalepapiret var blevet vedtaget. Bemærkelsesværdigt var her, at både de politiske modstandere af forslaget inde på Christiansborg, de faglige organisationer så som Dansk Magisterforening, samt en lang række forskere og forskningsmiljøer gik til angreb på det flertal, der – med regeringspartiet Socialdemokratiet i spidsen – havde stemt ja til papiret. Der var mindre tale om en debat på lødige og saglige argumenter, end der var tale om det efterhånden velkendte identitetspolitiske forsøg på ved hjælp af skræmmekampagner og andet af samme skuffe at presse modstanderen til tavshed. For eksempel – og her kommer affekterne atter ind i billedet – forsøgte man at få debatten til at handle om noget helt andet, end det, der egentlig var lagt op til, nemlig at mange forskere tilsyneladende var bange for at formidle og diskutere deres forskning i offentligheden, fordi de risikerede at blive udsat for knubbede ord på ikke mindst Facebook og andre sociale medier.[viii](En debat, den nye prorektor for Københavns Universitet heldigvis fik afpareret ved at sige, at man jo også bare kunne vælge at formidle sin forskning via nogle andre kanaler, hvis man syntes tonen på de sociale medier var for barsk).[ix]
Endelig var der den sædvanlige metode med underskriftsindsamlinger. Først gik 262 forskere fra de forskningsområder, der især havde været i skudlinjen hos Dahl og Messerschmidt, dvs. kønsforskning, raceforskning, postkoloniale studier og migrationsforskning, ud med en fælles skrivelse, som blev publiceret i avisen Politiken (der efterhånden har lagt spalteplads til rigtig mange aktivistiske skrivelser i løbet af de sidste tre år, hvor social justice-bevægelsen for alvor har ramt Danmark og Norden). Dernæst sendte 1500 forskere et åbent brev til uddannelses- og forskningsministeren, hvori de med meget store og skingre bogstaver opfordrede hende og Socialdemokratiet til at trække støtten til aftalepapiret tilbage. I løbet af de næste par uger blev de 1500 forskere til 3241. Også denne protestskrivelse blev trykt i Politiken. For os, der går ind for og bakker op om aftalen, var det en smule bekymrende at opleve det massive pres, der blev lagt på politikerne fra de aktivistiske forskere og deres støtters side. For det synes absolut ikke at være et demokratisk samfund værdigt, at politiske beslutninger kunne risikere at blive taget – eller ændret, for den sags skyld – på baggrund af, at de politiske partier skræmmes til at sige noget andet, end det de egentlig mener. Af skræk for den hetz og chikane og mobning og shitstorming, de risikerer at blive udsat for, hvis ikke de makker ret og gør, som de aktivistiske partisaner siger, de skal. Efter kun et par dag bukkede Kristendemokraterne eksempelvis under og trak deres støtte tilbage. Udefra set var det unægtelig vanskeligt andet end at opfatte det som en eftergivenhed over for ’voldsmandens veto’.
Debatten – hvis man da ellers kan kalde det, der foregik, sådan – af Dahl og Messerschmidts forslag blev altså en skønsom casestudie i netop den type våben, de woke har specialiseret sig i at bruge til at få deres social justice-dagsorden igennem – nemlig blinde affekter i én stor kollektivistisk (rød)grød, om man så må sige, samt ligeså blinde tal. Faktum er, at disse metoder i høj grad fik lov at erstatte den selvstændige analyse, argumentation og stillingtagen, det ansvarlige, enkeltstående subjekt hæfter for. Igen: Man ville skræmme, man ville manipulere, man ville presse sin agenda igennem med illegitime midler. Snarere end man ville komme med saglige argumenter i en ordentlig og redelig fornuftsdebat. Sådan som vi forventer – og som vi også i høj grad i vores del af verden har været vant til – det foregår i et demokrati.
Ikke brud på armslængdeprincippet
Man kunne godt have været spændt på, om Socialdemokratiet ville stå fast på sin tilslutning til V137. For presset fra modstanderne – både på Christiansborg og på universiteterne – blev på et tidspunkt mere end massivt. Ikke fordi befolkningen som sådan, endsige medierne, har været imod det. Tværtimod synes opbakningen herfra ganske betragtelig. Men fordi dem, der er imod det, agerer på den sædvanlig højlydte, gruppetyranniske og aggressive måde, vi efterhånden kender så godt fra aktivistsiden.
Når Socialdemokraterne ikke desto mindre stadig står ved deres opbakning til V137 – og heldigvis ikke synes at være til at rokke en tøddel i den sag, hvilket blev understreget af en kronik i Politiken af henholdsvis deres uddannelses- og forskningsordfører, Bjørn Brandenborg, og deres integrations- og udlændingeordordfører, Rasmus Stoklund (efter min mening noget af det bedste, der overhovedet er skrevet i debatten) [x] – skyldes det uden tvivl, at de faktisk godt kan se problemet, og er lige så bekymrede som de politiske modstandere Henrik Dahl og Morten Messerschmidt over udviklingen. Men de kan så også slå sig til ro med, at avisen Berlingske hurtigt fik afsløret, at det åbne brev med de flere tusind underskrivere mildt sagt var noget flosset i kanten, hvis ikke lige frem uredeligt. Ikke alene var en pæn del af underskriverne forskere fra udenlandske universiteter. Det kunne man nok i sig selv undre sig over. Endnu mere problematisk var dog, at en del af disse kun havde fået præsenteret et par linjer fra aftalepapiret. De havde altså skrevet under på noget, de ret beset ikke anede, hvad gik ud på. I hvert fald havde de ikke den fulde viden om det. (Apropos den sædvanlige manipulation med tal og statistikker, som vi har set fra de woke aktivisters side).[xi]
Summa summarum er, at V137 fortsat står ved magt i Danmark. Når der er grund til at glæde sig over det, skyldes det dels, at problemerne med internt pres som nævnt ikke blot er en skør fantasi i hovedet på ’højrepopulister og forskningsrindalister’, som professor emeritus Heine Andersen skrev i en kommentar i Politiken,[xii] men vitterlig er reelt eksisterende. Og ikke kun i Danmark, men nok så meget i flere af de andre nordiske lande – heriblandt Sverige, hvor flere har været ude sort på hvidt og konstatere dem. Især må nævnes Anna-Karin Wyndhamn og Ivar Arpis solidt veldokumenterede – og yderst ildevarslende – bog Genusdoktrinen fra 2020. Men også Johan Lundbergs vigtige værk När postmodernismen kom till Sverige fra samme år må nævnes.
Det skyldes samtidig, at der ingenlunde er tale om det illegitime brud på armslængdeprincippet, nogle har skræppet op om. Tværtimod. For det er netop dét, der overhovedet er sagens kerne. At man her er nede og forsøge at sikre nogle fuldstændig basale principper og værdier. Hvilket gør indgrebene fra politikerne såvel legitime som nødvendige. Og hvad mere er: demokratisk forsvarlige – ja, ligefrem demokratisk presserende. Således udspringer hele det nye wokeistiske paradigme i sidste ende fra universiteterne. Universiteterne er med andre ord hovedårsagen til, at de vestlige samfund i øjeblikket er ved at blive omstyrtet i deres grundvold. Som Karl Popper citerer Walter Lippmann for i Det åbne samfund og dets fjender: ”Den moderne verdens moralske skisma, der så tragisk splitter oplyste mennesker, kan spores tilbage til den frie videnskabs sammenbrud.”[xiii]
Dette er skrevet i umiddelbar forlængelse af de forfærdende og traumatiserende erfaringer med 2. Verdenskrig. Men ordene gælder – desværre – nok så meget i dag.
Marianne Stidsen
♦ Gillade du det du nyss läste? Stöd vår verksamhet! Nu också via Patreon! ♦
Noter
[i] https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/v137/index.htm
[ii] Jævnfør Uffe Elbæk fra Frie Grønne, der brugte en undersøgelse fra Dansk Magisterforening om forskningsfriheden på danske universiteter til at anfægte, at man overhovedet diskuterede internt pres blandt forskerne.
[iii] Weekendavisen d. 18. juni 2021.
[iv] Berlingske d. 30. Maj 2021.
[v] Politiken d. 25. juni 2021.
[vi] Politiken d. 28. maj 2021.
[vii] Jævnfør min forrige sommerkronik på ARW: ”Misbruket av tal och statistik i MeToo-debatten”.
[viii] Forskerforum d. 1. juni 2021.
[ix] Uniavisen d. 11. juni 2021.
[x] Politiken d. 28. juni 2021.
[xi] Berlingske d. 9. juni 2021.
[xii] Politiken d. 27. juni 2021.