I ett aktuellt inlägg i Uniavisen riktas allvarliga anklagelser mot Marianne Stidsens bok om samtycketslagstiftningen. Men Uniavisen vägrar publicera Stidsens replik, med hänvisning till att ”texten inte lever upp till Uniavisens publicistiska principer”. I denna sommarkrönika återges repliken exklusivt för ARW:s läsare i danskt original. Marianne Stidsen är lektor emeritu, medlem i Det Danske Akademi samt ordförande i Ord Mod Ord – foreningen for drenge og maens retssikkerhed i samtykkesager.

I juni måned blev jeg kontaktet af den danske publikation Uniavisen, som udgives og finansieres af Københavns Universitet. Anledningen var, at man ville bringe en artikel, som satte et frontalt angreb ind på min bog Med lov skal land nedbrydes – samtykkeloven og dens kollektive justitsmord, der udkom i Danmark sidste år. [1] Mailen fra journalisten, der uddyber kritikken, lød således:

Kritikken drejer sig konkret om det afsnit, der handler om Daniel Haack. Her har du brugt instagrambilleder fra en ung kvinde, NN, hvor du har sløret hendes navn, men stadig ladet hendes kærestes navn fremgå af billedet, så hun kan identificeres, hvis man kender hende. 

Du skriver også, at hun er en influencer, der prøver at tjene penge på sin ”voldtægtsstory”. Det er ifølge NN faktuelt forkert – hun er ikke en influencer, der tjener penge på sine sociale medier.

Endelig er Daniel Haack ikke dømt efter samtykkelovgivningen, men derimod efter den gamle voldtægtsbestemmelse. Det fremgår tydeligt af både dommen fra byretten og landsretten, som Uniavisen har fået aktindsigt i.

Yderligere kritik rejses i artiklen af, at du ikke i din bog tydeligt deklarerer, at der er tale om en debatbog, men at den derimod fremstår som en slags faglitteratur om samtykkelovgivningen.

Alt dette rejser selvfølgelig en række spørgsmål, som jeg gerne vil have mulighed for at drøfte med dig.

Derfor håber jeg, at du vil genoverveje, om du vil deltage. Jeg skal i så fald bede om svar senest i morgen, og interviewet skal foregå senest fredag. 

Da der var tale om et yderst alvorligt angreb – med antydning i en opfølgende mail om, at jeg muligvis burde retsforfølges for bogen – valgte jeg til sidst at svare i form af en udførlig tekst, som minutiøst tog til genmæle mod alle anklagerne. Uniavisen nægtede imidlertid at bringe teksten.

Som et eksempel på, hvordan universiteterne i vores region – samt de publikationskanaler, der er tilknyttet institutionerne – bedriver klokkeklar censur og forhindrer andre synspunkter end de woke i at komme til offentlighedens, herunder universitetsoffentlighedens, kendskab, har jeg i år valgt at lade min sommerkronik bestå af det afviste indlæg.

Håbet er, at dette kan komme til at fungere som en lærestreg i, hvordan det går, når politikerne og universitetsledelserne tillader, at statslige institutioner får lov til at udøve politisk motiveret censur. Hvor helt almindelige presseetiske regler om, at man altid har ret til at forsvare sig, hvis man bliver angrebet, overskrides og tilsidesættes. Resultatet er, at demokratiet slet og ret undergraves, endda indefra. Sådan som det de facto er sket i de senere år.

Drengenes og mændenes mørklagte partsindlæg i samtykkesager

I min bog Med lov skal land nedbrydes – samtykkeloven og dens kollektive justitsmord behandler jeg 10 konkrete § 216-sager, dømt efter samtykkelovens vedtagelse (som den for nemheds skyld kaldes her).

Som det fremgår af indledningen til bogen, som udkom tilbage i september 2023, er formålet at bringe de dømte mænds ”aldrig hørte partsindlæg” til offentlighedens kendskab (s. 13). Det sker på baggrund af en illegitim ideologisering af retssystemet i nyfeministisk, neomarxistisk farvet retning, hvor basale principper som ”lighed for loven” og ”uskyldig indtil det modsatte er bevist hinsides enhver rimelig tvivl” tilsyneladende er sat ud af kraft. Samtykkeloven er selve indbegrebet af dette.

Den fulde sandhed om samtykkesagerne

Siden #MeToo-bevægelsens gennembrud i 2017 er det skævvredne kønsfokus, som bevægelsen står for, gledet ind i alle afkroge af samfundet, herunder altså også retssystemet. Hvilket er så farligt, som det overhovedet kan blive. Alle steder – ikke mindst på de store statslige medier som DR og TV2 – har vi kun fået propagandistisk kampagnejournalistik om MeToo og samtykkelovens velsignelser. [2]

Min bog er det eneste sted, hvor den fulde sandhed om disse samtykkesager beskrives. Det er et undseeligt pip og bringer ikke på nogen måde balance i regnskabet. Det er ikke engang tæt på. Men i det mindste er det et lille forsøg på at rette op på miseren. Det sker helt enkelt ved, at alt hvad der vedrører retssagerne – som ofte ender med at sende mændene, der for manges vedkommende kun er ganske unge drenge, i fængsel i flere år – lægges på bordet. Så kan man selv, når man læser det, sige, om man synes det er rimeligt eller ej.

Samtykkelovens bogstav, og samtykkelovens ånd

En af de sager, der gennemgås i bogen, er sagen om Daniel Haack, der blev slået stort op i medierne i 2021. Han blev anklaget for fire forhold og dømt i byretten for de tre. Siden har landsretten yderligere frikendt ham for to, så han nu er dømt for et § 216-forhold. Som jeg tydeligt skriver i indledningen til kapitlet, er Daniel Haack ikke dømt efter samtykkelovens bogstav, men efter dens ånd (s. 131), hvilket ikke burde være så vanskeligt at forstå.

Det vurderer jeg ud fra at have beskæftiget mig med så mange § 216-sager kørt efter samtykkelovens vedtagelse, at jeg mener at kunne slå fast, at selv de sager, som vedrører hændelser, der ligger forud for 1. januar 2021, hvor den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse trådte i kraft, er gennemsyret af samtykkelovens ånd – fraset selvfølgelig de sager, hvor der er begået åbenlys voldtægt i ordets bogstavelige forstand, som i Kirkerup-sagen. Dette er grunden til, at Daniel Haack-sagen er med i Med lov skal land nedbrydes.

Sagen er, som jeg ser det, behandlet og afviklet helt i tråd med samtykkelovens ånd og mindset. Som altså, jævnfør hvad jeg tidligere nævnte, har at gøre med bruddet på de grundlæggende retsprincipper om lighed for loven og uskyldig indtil det modsatte er bevist, hinsides enhver rimelig tvivl. Og i øvrigt også med princippet om, at bevisbyrden altid påhviler anklagemyndigheden. Vel at mærke ikke kun i teorien, men også i praksis.

Muligvis kan dette også være forklaringen på, at der gik næsten to år fra Daniel Haack blev anmeldt af den første kvinde, til sagen kom for retten. Man har givetvis ønsket, at den først skulle køres efter denne lovs ”paradigmeskifte”, med en samtykkeaktivistisk juraprofessors udtryk. Med alt hvad det indebærer.

Kvinden er selv samtykkeaktivist

I bogen er samtlige de anklagende kvinder selvfølgelig anonymiseret. Det samme er flere af mændene. Andre optræder kun ved deres fornavn. Og i et par enkelte tilfælde optræder de med fuldt navn. Det sker efter mændenes eget ønske, fordi de har været hængt ud med fuldt navn i medierne, og derfor gerne vil have deres navn renset, herunder Daniel Haack. (Den anden mand, der optræder med fuldt navn, blev frikendt i landsretten, fordi det bevisligt kunne slås fast, at kvinden, der anklagede ham, havde gjort det for at få penge ud af ham; alligevel ville politiet ikke tage imod en efterfølgende anmeldelse af kvinden for falsk anklage, apropos det nye princip om ulighed for loven).

Den pågældende kvinde i Haack-sagen, som nu har henvendt sig til Uniavisen – og som også har skrevet til min forlægger, der i øvrigt svarede hende høfligt og beredvilligt – er selv det, jeg i bogen kalder for ”samtykkeaktivist”. Hun har bl.a. været med i bestyrelsen for Voldtægtsofres Vilkår, som er en yderst aggressiv NGO-organisation, ført an af samtykkeaktivisten og radikalfeministen Kirstine Holst, der for nogle år siden gjorde sig bemærket ved at blive ved med at omtale en mand som voldtægtsforbryder, skønt han var blevet frikendt ved domstolene. Alt sammen med det formål at lægge pres på politikere og offentlighed for at få vedtaget samtykkeloven, som der på det tidspunkt stadig var stor – og berettiget – tøven overfor. Præcis af de grunde, jeg har beskrevet ovenfor.

Så mange mænd som muligt skal dømmes

Årsagen var ønsket om totalt at omdefinere begrebet ”voldtægt”, så det kom til at betyde noget fuldkommen nyt. Som professor i strafferet ved Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen har udtalt, indebærer den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse nemlig, at helt almindelig seksuel adfærd nu kan anskues som voldtægt (se bl.a. Jyllands-Posten d. 8. marts 2020). Det er kun et spørgsmål, om man som mand er uheldig nok at blive anklaget. Anmeldes man, er det juridiske apparat nu skruet sammen på en måde, så det nærmest bliver så let som at klø sig i nakken at få en sag sat på skinner.

Når det er alt om at gøre i dag at få dømt så mange drenge og mænd som overhovedet muligt for voldtægt, skyldes det samtykkeaktivisternes – herunder også andre NGO-organisationer som Amnesty International og Everyday Sexism Project – ambition om at forhøje måltallet. Et måltal, der er sat ud fra påstanden om, at der i Danmark skulle blive begået mellem 14.000 og 17.000 voldtægter om året. En fuldstændig absurd og virkelighedsfjern påstand, som ingen dog for alvor har kæret sig om at få efterprøvet. Men som ligger fint på linje med den omdefinering af begrebet ”lighed”, som ligeledes har grebet nutiden, hvor den humanistisk-universalistiske equality-model umærkeligt erstattes med den intersektionalistisk-partikularistiske equity-model.

Man kan også sige: samtykkeaktivisterne forsøger at agere som en slags selvbestaltede Robin Hood’er. Problemet er blot, at det er en humbug-operation, der intet som helst har med lov og orden at gøre.

Når voldtægt bliver en industri i opmærksomhedssamfundet

En af den pågældende kvindes aktiviteter i forbindelse med propagandering for samtykkeloven har været at deltage livligt i en netværksgruppe, der for øvrigt stod i tæt forbindelse med både politi og bistandsadvokat, hvor man forsøgte at stampe så mange sager op mod Daniel Haack som muligt (jævnfør min bog s. 138-150). Igen i lodret modstrid med retssystemets grundprincip om, at enhver anmeldelse skal være selvstændig og ikke må være fremprovokeret. De er alle som en faldet – herunder sagen, som den pågældende kvinde ville have ført igennem. Et tegn på, at visse dele af systemet heldigvis stadig virker.

Som det fremgår af den dokumentation, jeg er i besiddelse af, flyder beskyldningerne mod Daniel Haack uhindret i denne netværksgruppe, der altså også anstrenger sig flittigt for at søge andre kvinder, der vil være ”med på anklagevognen” – for så for fleres vedkommende pludselig at trække anklagerne tilbage igen. Eller også bliver de i løbet af efterforskningen lagt ned. (Det gælder bl.a. anmeldelsen fra en kvinde, som end aldrig har mødt Daniel Haack; da han efterfølgende forsøger at anmelde hende for falsk anklage, bliver også han afvist hos politiet).

De omtalte instagrambilleder – hvor den samtykkeaktivistiske kvindes navn naturligvis er fjernet – er medtaget i bogen, fordi de illustrerer den flydende grænse mellem virkelighed og fiktion, offerhistorie og magtkamp, juridisk domstol og folkedomstol, politik og influencertendenser, MeToo såvel som samtykkeaktivismen står for. Det ene opslag viser f.eks. en hånd med nogle nylakerede negle og følgeteksten ”Har været så smart at få noget selvforkælelse, inden jeg skal til gennemsyn af dokumentaren”. Og så er der ellers en tak og en henvisning til det sted i Valby, hvor neglene er blevet lavet (s. 141). Teksten i det andet opslag lyder: ”Og så skal jeg frabede mig kommentarer om min fuldstændig vanvittige dobbelthage, når dokumentaren udkommer” (s. 147).

Dokumentaren, der refereres til, er den, der hedder ”Et farligt match”, som – perfekt timing! – vises i netop uge 26 på DR (og som i øvrigt er produceret af det selv samme selskab, som lavede den nylige tvivlsomme dokumentar ”Sexisme i musikbranchen”).

Som Daniel Haacks advokat skriver i en kronik i Politiken d. 18. juni, så er han i forbindelse med dokumentaren blevet forelagt referat af udtalelser fra to navngivne kvinder, der påstår, at hans klient har udsat dem for voldtægter, som han ikke er blevet dømt for, samt udtalelser fra en anonym kvinde, der mener, at hans klient har filmet hende uden samtykke, og fra henholdsvis en mor og en ven til en anden anonym, der efter deres forklaringer skulle have været udsat for et overgreb, som hans klient heller ikke er dømt for. Hertil kommer, at vi positivt ved, at det journalistiske hold bag dokumentaren er gået yderst aktivt ud og har opsøgt kvinder og ”fisket” efter flere historier om hovedpersonen.

Advokaten slutter sin gennemgang med ordene: ”Når produktionsselskabet alligevel har behov for at gengive kvinders forklaringer om min klient og henvise til frifindende afgørelser, kan det alene skyldes, at produktionsselskabet og DR er af den opfattelse, at min klient ikke kan betragtes som helt uskyldig, selv om både anklagemyndigheden og en domstol har slået det fast.”

Man kan føje til, at DR er et public service-medie, vi alle betaler til.

Dokumentationen er vigtig og nødvendig

Dette er, mener jeg, en uhyre vigtig kontekst at få med, når man skal vurdere validiteten i de § 216-sager, der er kørt efter samtykkelovens vedtagelse, og hvor der ikke alene er blandet moral og politik, men også selviscenesættelse – ja, måske endda business – med ind i det. Ikke mindst når det gælder sagen – eller rettere sagerne – mod Daniel Haack.

De pågældende screenshots fra den ovennævnte kvindelige samtykkeaktivist illustrerer med al tydelighed, hvor flydende det hele er blevet. Forskellen i forhold til Paradise Hotel og andre realityshows, hvor virkelighed og fiktion, moralistisk venstreradikalisme og kommercialisme smeltes sammen, er blot, at her er der en helt anden alvor og nogle helt andre konsekvenser på spil for andre mennesker. De mænd og drenge, der ”stemmes ud” i samtykkelovens realityshow, går nemlig ikke hjem og fortsætter deres almindelige, trivielle hverdagsliv bagefter – højst med lidt ærgrelse over ikke at have scoret kassen. De kastes i fængsel. Med livsødelæggende konsekvenser til følge. Både for dem selv og for deres familier.

Men faktisk skader det også de piger og kvinder, der har været udsat for den alvorlige og forfærdelige forbrydelse, som en rigtig voldtægt er; dvs. sådan som almindelige gennemsnitsborgere forstår ordet, hvilket også burde være pejlemærket for, hvordan det strafferetsligt skal fortolkes – af samme grund har vi netop sådan noget som lægdommere og nævninge. For ejheller de genuine voldtægtsofre er tjent med, at den rapeflation, som følger i kølvandet på nykriminaliseringen, udvander det helvede, de har været igennem. Blot fordi nogle har lyst til – og fået held med – at inficere nutiden med deres farlige revolutionsdrømme, hvor alting, godt støttet op af socialkonstruktivisme og affektteori, manipuleres og vendes på hovedet. Og hvor der bedrives en form for kønsracisme mod mænd, som langt overgår den sexisme mod kvinder, der ellers tales så meget om.

I lyset af disse konsekvenser synes det rimelig vigtigt for forståelsen af skreddet i nutidens såkaldte kønskamp at se begge instagramopslag af kvinden. Det svarer lidt til at citere et sted for at underbygge en påstand med uimodsigelige fakta.

Løsningen på samtykkelovens retslige kaos

I den forening, jeg er formand for, Ord Mod Ord, arbejder vi hårdt på at få samtykkeloven ændret. Vi er fuldkommen enig i, at den tidligere gældende voldtægtsbestemmelse var for dårlig og krævede en opstramning.

Men det er en kilde til stadig forundring – mildt sagt – at man ikke fulgte den store majoritet i Straffelovrådet (10 ud af 11 medlemmer) og gik med deres fornuftige og besindige anbefaling om at basere loven på begrebet ”frivillighed”. Netop med henvisning til balancen mellem de angivelige ofres retsfølelse og de anklagedes retssikkerhed. En balance som er et sine qua non for enhver retsstat. I stedet for at gå med det ene medlems, nemlig juraprofessor Trine Baumbach, soloanbefaling af begrebet ”samtykke”. Samme medlem, som, med rette, har kaldt samtykkeloven for ”et paradigmeskift”.

I foreningen Ord Mod Ord arbejder vi derudover på, at falske voldtægtsanklager i langt højere grad end det sker i dag skal retsforfølges og – hvis der er hold i dem – dømmes. Også hårdere end det sker lige nu, hvor straffen selv i grove tilfælde typisk er maksimum 30 dages betinget fængsel. Stillet op imod, at straframmen for forsætlig falsk anklage ifølge Straffeloven er omtrent lige så høj som for voldtægt, nemlig seks års ubetinget fængsel.

For er bevislig voldtægt en forfærdelig forbrydelse, er falske anklager, som risikerer at uskyldige bliver hængt ud, retsforfulgt og eventuelt dømt, det så sandelig også.

Når det er sagt, håber jeg for min egen part, at der på bagkant af dette, altså når kaosset engang er trævlet op og afmonteret, kommer en form for retsligt efterspil/retsopgør. For jeg mener ikke, man ustraffet skal have lov at ødelægge vores institutioner på den måde, det her er foregået. Slet ikke en institution som retsvæsenet. Ligesom man heller ikke skal have lov til ustraffet at begå overgreb mod sagesløse danske borgere og deres familier i et ekstremistisk-revolutionært eksperiments navn. Skal noget have konsekvenser, må det være dét.

Et spørgsmål om at få retssikkerheden tilbage

Jeg tager med rimelig stor sindsro til efterretning, at aktivister, der bestemt ikke lægger fingrene imellem, når det handler om at hænge andre mennesker ud og forfølge dem på groveste og mest horrible vis, åbenbart ikke selv er parat til at stå på mål for deres egne handlinger. Endsige godtage, at den fulde sandhed om samtykkeloven kommer frem i lyset og til offentlighedens kendskab – jævnfør Grundlovens vigtige § 65 om offentlighed i retsplejen. De vil hellere tale om deres negle og om hvordan de udseendemæssigt kommer til at fremstå i en dybt alvorlig dokumentar med potentielt livsødelæggende følger for andre mennesker.

Det får mig til at tænke på mit gamle fag, nordisk litteratur og kultur, som ganske rigtigt ikke blandes nævneværdigt ind i bogen. ”Mimoser” kaldte den fine menneskekender, nobelpristageren Henrik Pontoppidan den slags typer. De fandtes i rigt mål under den Store Nordiske Sædelighedsfejde i slutningen af 1800-tallet. Og de findes i rigt mål i dagens neomarxistiske MeToo- og Samtykkedanmark.

Dog med den ikke uvæsentlige forskel, at mimoserne i nutiden er indstillet på at tage livet af andre mennesker for at få deres politiske og aktivistiske projekt ført igennem. Det var dog så vidt vides ikke tilfældet på Pontoppidans tid.

Post Scriptum: Hvordan man kan plukke håret af en skaldet

Som læsere, der har fulgt sagen om min doktorafhandling, vil vide, sagde jeg i 2021 min stilling op som lektor på Københavns Universitet som følge af beskyldninger om plagiat og videnskabelig uredelighed fra wokeaktivistiske kolleger. Sagen endte efter et år med en komplet frifindelse af mig. Da havde jeg imidlertid allerede sagt min lektorstilling op, eftersom alene beskyldningerne om videnskabelig uredelighed gjorde det umuligt for mig at gå ud og undervise og vejlede studerende. [3]

Nu er den så altså gal igen. I den ovenfor omtalte artikel i Uniavisen, prøvede man først at få ledelsen på KU til at se kritisk på min lektor emeritus-ordning ud fra den beskyldning, at jeg i bogen ikke overholder reglerne for god forskningskommunikation. Det fremgik af en mail, jeg fik tilsendt fra Det Humanistiske Fakultet, hvor man informerede mig om, at Uniavisen havde henvendt sig for at spørge nærmere ind til, hvad min emeritus-ordning egentlig bestod i og indebar. Fakultetet nægtede dog at medvirke i forfølgelsen denne gang. En forfølgelse, som i realiteten ville have kostet mig min printeradgang …!

Derfor gik man/Uniavisen et skridt videre og forsøgte – på ny – at få mig inkrimineret, så det nu snarere bl.a. var Straffeloven, jeg skulle stilles til regnskab over for. Det hedder i artiklen – med reference til en medieretsadvokat – at ”Vi har forbud mod censur i Danmark, og det betyder jo, at man kan ytre sig præcis, som man har lyst til, og først stå til ansvar for sine ytringer efterfølgende […]. Derfor er det egentlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt Marianne Stidsen må udgive den her bog – det må hun gerne. Men der kan være ting i bogen, som overskrider de retlige rammer for ytringsfrihed.” [4]

Så sig ikke, at man ikke kan plukke håret af en skaldet. Woke-bevægelsen viser, at det kan man. Eller man kan da i hvert fald gøre et ihærdigt forsøg.

Noter

[1] https://www.bog-ide.dk/produkt/4536162/marianne-stidsen-med-lov-skal-land-nedbrydes

[2] En vigtig – og vægtig – analyse af, hvad den feminiserede stat går ud på, og hvordan den på flere planer griber ind i og ødelægger vores demokratisk-meritokratiske samfundsstruktur fik vi for nylig med Erik. J. Olssons og Catharina Grönqvist Olssons gennemresearchede og -dokumenterede bog Den mjuka staten. Feminiseringen av samhället och dess konsekvenser. Stockholm: Karneval Förlag 2024. https://www.karnevalforlag.se/bocker/den-mjuka-staten/

[3] I en artikelserie i Årsskriftet Critique har jeg beskrevet hele sagsforløbet detaljeret: 1) https://aarsskriftet-critique.dk/2024/03/takfordennegang/ 2) https://aarsskriftet-critique.dk/2024/04/stidsen-fe-sagen-er-et-opklarende-spejl-for-min-sag/ 3) https://aarsskriftet-critique.dk/2024/06/i-kampen-mod-woke-maa-vi-tage-boksehandskerne-paa/[4] https://uniavisen.dk/studerende-havnede-i-bog-af-marianne-stidsen-uden-sit-samtykke-det-der-staar-er-loegn/