Marianne Stidsen reflekterar i denna personliga bekännelse över vad det är som gör att hon varit beredd att offra sig för sanningen, för rättvisan, för samhället, oavsett vad det kostat henne personligen. Stidsen är författare, docent emeritus och fil dr. Hon mottog 2025 Sappho-priset för yttrandefrihet. Krönikan återges här i danskt original.

Én ting har slået mig mere og mere gennem de sidste års opslidende woke-kampe. Og det er, hvor ufatteligt ondt og brutalt – ja, ligefrem sadistisk – mennesket i grunden er.

Min oplevelse i løbet af den tid, jeg har deltaget – havde nær sagt med livet som indsats – for at dæmme op for den primitive wokeideologi og dens ødelæggelser, er, at 1600-tals-biskoppen Thomas Kingo og barokdigterne havde fuldkommen ret, når de så menneskets natur som så rå og destruktiv, at kun troen på Kristus kunne frelse det. Som det hedder i Kingos vidunderlige lille digt ”Hierte-Suk”:

Hjertets dannelse

Egentlig har jeg i mange år betragtet mig som ateist. Eller når det gik højt: som agnostiker. Men jo længere tid der går, hvor jeg bare må konstatere, at jeg altså er villig til at ofre mig selv, alt hvad jeg ejer, livet om så det gælder, må jeg nok sande, at jeg har rendt rundt med kæmpestore skyklapper på overfor, hvem jeg egentlig er.

For hvor kom dét nu lige fra? Jeg har bildt mig ind, at min villighed til at ofre mig for sandheden, for retfærdigheden, for fællesskabet, uanset hvad det kom til at koste mig personligt, bundede i en filosofisk stillingtagen. I en stillingtagen til, hvilket filosofisk system, jeg bekendte mig til.

Dette var imidlertid, viste det sig, skrupforkert, et koloenormt selvbedrag. For nej, det er visselig ikke min intellektuelle bekendelse til nogle bestemte filosofiske skoler og traditioner og læresætninger, der gør, at jeg rent faktisk vil ofre mig for de tanker og værdier, jeg finder rigtige. Det er noget andet, der gør udslaget. Noget, der ligger bagom min intellektuelle og kognitive formåen.

Med min intellektuelle og kognitive formåen alene, havde jeg nok vidst, hvad der var det rigtige at gøre. Men det er tvivlsomt, om jeg havde villet føre det ud i livet, med alle de omkostninger, det uvægerligt kunne ske at have. At føre det rigtige ud i livet, trods den personlige pris, kræver noget i en ganske anden boldgade. Det kræver en følelsesmæssig dannelse. Det kræver en hjertets dannelse. Altså en ægte sådan.

Et kristent menneske

Jeg forstår i dag, at det, jeg først og fremmest er, er et kristent menneske. Det er jeg i kraft af, at mine forældre har døbt og opdraget mig i denne tro, ligesom deres forældre har døbt og opdraget dem i denne tro. Det er den kristne og ikke den filosofiske dannelse, der får mig til – alas, i mine bedste stunder – at ville gøre noget for sandheden, for helheden, for fællesskabet, for næsten, for retfærdigheden, som virkelig kan komme til at koste mig dyrt personligt. Som kan betyde angreb, udskamning, udhængning, forfølgelse. Ja, endog fratagelse af alt, hvad jeg ejer og har.

Det er ikke kristendommen som en hvilken som helst religion. Det er kristendommen som en hjertets religion par excellence, der har æren for det – eller skylden, alt efter perspektivet. Det er kristendommen, som den formuleres i Markusevangeliet, hvor Jesus flere gange konfronterer disciplene med deres forhærdede hjerte (ordet forhærdet – eller forstenet – findes i det hele taget mange steder i Det Nye Testamente). Og dermed konfronterer os alle med vores forhærdethed, med vores afstumpethed. Fordi evangeliet er fortalt på en måde, så vi som læsere automatisk identificerer os med og glider ind i disciplenes synsvinkel. Mens vi mere og mere målløse kan se alle mulige andre, såsom den dæmonbesatte i gravene, kvinden med blødningerne og de fire mænd med den lamme på båren, åbne sig for Kristus og hans kærlighedsbudskab.

For så til sidst, i samme sekund Jesus udånder på korset, pludselig at indse, hvad der hele tiden har ligget lige for: At Guds søn Jesus er den eneste, der kan frelse os fra os selv og fra vores ubændige syndighed og fordærvelighed. Den syndighed og fordærvelighed, der også gjorde, at Det Gamle Testamente måtte slutte med en undergangsvision, fordi mennesket hele tiden svigtede det gode, det sande og det rigtige. Sådan som det var blevet formuleret af Gud på Sinaibjerget og stolt bragt ned ad bjerget af Moses til menneskene på de to stentavler. Kun for at opleve det blive sjoflet af svigt og afguderi.

Retorisk sker det ved, at Markus lader os træde ind i hovedet på den romerske soldat, den absolut mest forhærdede af de forhærdede, når han idet Jesus dør med et skrig, som får tempelforhænget til at flænses hele vejen ned og himlen til at oplyses igen efter tre timers komplet mørke, udbryder, at ”Sandelig, den mand var Guds søn.”

Uden Kristus ville, som teologen Peter Widmann skriver i en tekst om oldkirkens dogmer, Gud og menneske være fjender. ”Monoteismen som sådan er truet indefra, den synes – mod sin hensigt – at sætte splid mellem Gud og hans skabning. Den i Gammel Testamente fortalte historie om kampen mellem Gud og hans folk bevidner dette – og henviser til nyoprettelse af pagten mellem Gud og mennesker. Derfor kan Gammel Testamente læses som Kristus-forjættelse.”

Jesus som værn mod ragnarok

Det var frem for alt dét, den russiske forfatter Dostojevskij indså for små 200 år siden. På baggrund af, at mennesket da i henved et sekel, dvs. siden oplysningstiden, havde forsøgt at befri sig fra Gud. Fordi det mente lige så godt at kunne klare ærterne på egen hånd. Med et ordentligt skud filosofi. Med et ordentligt skud rationel tænkning og refleksion. Med et ordentlig skud videnskab og oplysning. Med et ordentligt skud moderne, fri kunst.

Han lavede tankeeksperimentet: Hvad er mennesket uden Gud? Og måtte slå fast: uden Gud er mennesket så ondt og gement og brutalt og egoistisk og næsteukærligt et væsen, at det på kort tid ville køre sig selv og verden i sænk, hvis det fik muligheden for det. Kun Gud kan redde vi mennesker fra os selv og vores kynisme. Sådan som allerede Kingo og barokdigterne – og bagom dem andre kristne forkyndere gennem tiden – havde indset.

Det er en erkendelse, jeg selv langt om længe og efter årtiers mærkelige omveje er kommet frem til. Eller rettere tilbage til. For den har været der hele tiden. Takket være mine forældre. Og takket være den kristne tradition, de har opdraget mig i. Det eneste vaskeægte værn mod ragnarok og barbari, vi har – er Jesus og hans hjertereligion.

Derfor er woke – og i det hele taget marxisme – og kristendom da også uforenelige størrelser. Fordi man her hylder princippet om, at man må smadre æg for at kunne lave æggekage – dvs. man aktivt smadrer uskyldige menneskers liv for at kunne få bragt revolutionen i hus. Mens man selv selvfølgelig fjæler sig og har sit på det tørre. Dette vil en sand kristen aldrig kunne sige, endsige godtage. Så er han ikke kristen. For en kristen må og skal etikken nødvendigvis være udgangspunktet i alt, hvad han foretager sig.

Endelig er jeg med andre ord for alvor trådt ind i den romerske soldats perspektiv. Og har (ind)set det, jeg hele tiden godt har vidst. Men som jeg åbenbart ikke har ønsket at vide. Hvorfor? Fordi det sætter en grænse for min personlige – herunder intellektuelle – kapacitet og autonomi. Det er dette, jeg nu bogstaveligt talt, i denne famlende bekendelsestekst, kryber til korset og indrømmer.

Marianne Stidsen

♦ Gillade du det du nyss läste? Stöd vår verksamhet! Nu också via Patreon! ♦